Besøg hos SE - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

Besøg hos SE

Arrangementer > 2013

Inspirerende visit i cylinderen

8 dage før dørene går op til SE / Syd Energis - ny domicil på Vilsundvej i Esbjerg – i fremtiden Edison Park, var Journalistklubben inviteret indenfor, til rundvisning ved direktør Niels Duedahl selv.

En invitation 16 havde taget imod, og som 12 gennemførte. Et lavt antal – og synd for alle dem, der ikke var med.

For huset – 10.000 kvadratmeter 0-energihus til 230 mio. kroner, rundt og med et stort hul i midten – er absolut et besøg værd. En Harry-Potter inspireret trappe imellem etagerne gør ikke indtrykket ringere – og oveni er historierne, der strømmer ud af Duedahls mund, værd at lytte til.

SE har hidtil gjort det godt. Med fibernet, med opkøb af Stofa, med etablering af Next Step City på nabogrunden – og med en omlægning af en gammel, træt organisation til en ny dynamisk virksomhed, der både har fremmet kundetilfredsheden, og som hele tiden udfordrer sine omgivelser ved at være langt fremme i skoene.

Det er Niels Duedahl i den grad også personligt. Og deltagerne fik smagsprøver på hans visioner såvel indenfor kombinationen af energikilder via smart grid, indenfor kommunikation – og absolut også indenfor samfundskritik.

Det sidste får deltagerne i folkemøde på Bornholm smagsprøver på i den nærmeste tid – mens vi andre kan se frem til at SE snart både afslører en innovationskonkurrence i international skala og tilkøb af yderligere forretningsområder.

Pyhha – der var så meget nyt at suge til sig, at det gjaldt om at holde både øjne og ører på stilke.

Back to content | Back to main menu