Besøg hos EfB - Esbjerg Journalistklub

Gå til indhold

Besøg hos EfB

Arrangementer > 2012

Når fodbold når helt ind i sjælen

Journalistklubben i Esbjerg afviklede mandag den 19. marts et meget vellykket og velbesøgt arrangement på Blue Water Arena, med afgående EfB-formand Jørgen Jensen og den ny formand, Leif Thomsen.
Med 23 deltagere var besøget hos fodboldklubben tæt på at tangere deltagelsen ved årets vinterfest, men, det var også til en snak om fodbold, der går dybt ind i sjælen. I hvert fald på Jørgen Jensens sjæl, der med stolthed tæller linjer for at have overblik over mediedækningen mellem hans elskede EfB og regionens øvrige klubber.
Arrangementet, der også inkluderede en rundvisning bag kulisserne på Esbjergs smukke fodboldarena,  blev løftet af, at både Jørgen Jensen og Leif Thomsen benyttede sig af samværet til også at skyde retur på journalisterne.
Leif Thomsen, et hidtil ukendt blad, rigmand efter oparbejdelse og salg af Danstoker  med afdelinger i Herning og Tyskland, erkendte blankt, at en af hans store overvejelser ved at sige ja til formandsposten var håndtering af pressen.
Men, det klarede han nu ganske fint ved mødet med byens journalistklub, hvor den gensidige spørgelyst var så stor, at programmet blev forlænget med en halv time.

Foto: Holger Bundgaard

Tilbage til indhold