Besøg hos Made in Esbjerg - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

Besøg hos Made in Esbjerg

Arrangementer > 2011


Musikken og energien
kommer fra Esbjerg


Måske havde nogen fået det indtryk, at Esbjerg Festuge mest er for mænd i sømandstrøjer og damer i operahatte. Dén vildfarelse blev grundigt manet under scenebrædderne, da Esbjerg Journalistklub besøgte aflæggeren af festugen Made in Esbjerg på Tobakken lørdag 20. August.

En halv snes medlemmer mødte op med åbent sind og pivåbne ører og blev først introduceret til delfestivalen (som varer en uges tid og foregår på to scener - at vi bare véd det) af Made in Esbjergs ophavsmand, handelsskolelærer, pladeselskabsindehaver og ildsjæl, Morten Nissen. Tobakkens booker, Erik Lodberg, gav sammen med husets eventmaker-studerende, Sune Rasmussen, et indblik i det helt særlige arbejde, som Esbjerg Kommune og Tobakken har gjort for at fremelske et levende, kreativt musikmiljø, som nu bærer frugt.

En rundvisning bag kulisserne afslørede et spændende byggerod, der skal give plads til Ungdomshuset Konfus (som får egen scene og studie), men bygningen byder også på adskillige øvelokaler til unge bands. Bag scenen var der anledning til at falde over musikalske håb, der lige skulle nå et toiletbesøg, inden de gik på - og så var Sebastian Wolff klar til at forklare, hvad det har gjort Esbjerg-bandet Kellermensch til noget, som bliver bemærket langt ud over landets egen grænser. Sebastian Wolf er forsanger og komponist i Kellermensch, som efter flere nomineringer til bl.a. P3 Guld, Zulu-Award og Gaffaprisen, netop har tegnet kontrakt med Universal i Tyskland og spiller på Tysklands to største festivaler i år.
Lad os bare sige, at intet kommer af intet: De syv musikere begyndte med at skrive et manifest for, hvilket udtryk deres musik skulle have - og det er ikke tilfældigt, hvis nogen kommer til at tænke på Dostojevskij.  

Tobakken inviterede på buffet, og så kunne alle få den musikalske appetit stillet  med fri adgang til begge scener og de skiftende kunstnere. Og spændet er kolossalt: Fra Jonas Rendbos internationale R&B lyd til bandet Powderhogs - som nogen sammenligner med Metallica. Godt nok effektivt metal.

Kellermensch sluttede aftenen af. Med gammeldags stueorgel, kontrabas og violin - men også en fastansat growler - får deres melodiske rock et helt særligt udtryk.
Wolff har siden erklæret, at det var bandets hidtil bedste optræden.

Hvis du ikke var med, kan du høre både Rendbo, Powderhogs og Kellermensch på YouTube.





Morten Nissen

Kellermensch

Back to content | Back to main menu