Kun en tåbe frygtede ikke Egon Hansen - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

Kun en tåbe frygtede ikke Egon Hansen

2017
Når kun en tåbe ikke frygtede Egon Hansen

Af Frede Madsen
Skrevet marts 2016

Da jeg i 1978 modtog en bekræftelse på, at jeg var blevet antaget til et praktikophold på dagbladet Vestkysten – dengang var bladtitlen altid med versaler – var den skrevet på skrivemaskine på et stykke papir i A5-format og underskrevet af redaktør Egon Hansen. Karakteristisk kortfattet, skulle det senere vise sig.

Egon Hansen var på ingen måder et produkt af moderne lederkurser. Som medredaktør regerede han pr. gehør og iblandet mere end et stænk af immunitet over for modsigelse, som omend ikke gjorde hans ord til lov, så dog vanskelige at modsige. Meningsudvekslinger kunne udvikle sig som følger, hvis man opsøgte ham:

”Hvorfor, Egon?”
”Fordi det er sådan.”
”Jamen, hvorfor Egon?”
”Fordi jeg siger det.”

I dagligdagen havde Egon Hansen foruden personalet ansvaret for at få den daglige lederside produceret rettidigt, så avisen kunne gå i trykken kl. 11.50. De mest erfarne typografer havde et jovialt grænsende til kollegialt forhold til ham, men når deadline nærmede sig, frygtede kun en tåbe ikke Hansen, når hans nasale røst gjaldede gennem sætteriet.

Avisen skal ud
Egon Hansen var i stand til at lukke spalterne med hvad som helst, hvis det var nødvendigt. På sit kontor på førstesalen i bladhuset havde han et lager af stof, der var skåret og vokset, så det var klar til at montere på siden i en snæver vending. Stod et lille tospaltet hul tilbage, kunne han finde på at bære en firespaltet baggrundsartikel i tre dæk med underrubrik og en meter brødsats fra Venstrepressens Bureau frem. På forunderlig vis var han i stand til at få den til at være på siden, så den kunne ekspederes til tiden.
En dag var der kø ved fotosætteren, hvor den sidste lederartikel blev afventet desperat, så siden kunne lukkes. Driftsleder Larsen-Jensen, der ikke tilhørte avisteknologiens fortrop, men snarere var blevet hængende i blyet, stod magtesløs ved maskinen og afventede, at den frelsende lange bane med lederartiklen åbenbarede sig i enden af maskinen, da der skete noget uventet:

- Hvad fanden, der kommer en sang, bemærkede Egon Hansen, der stod ved siden af og fulgte lige så intenst med.

Produktionen af lejlighedssange var høj på den tid, men der var en stående ordre om, at de ikke måtte konflikte med avisproduktionen. Denne dag gik det galt. På det tidspunkt truede Larsen-Jensens lukkemuskel med at svigte ham, og han trak mod toilettet. Egon Hansen lukkede lederspalten med noteringen fra husdyrauktionen i Brørup.

Den effektive jobsamtale
Nutidens erhvervsledere kunne også lære noget af Egons effektive mødeledelse. Da vi midt i 80’erne havde svært ved at skaffe en ny medarbejder til sportsredaktionen, viste der sig pludselig en mulighed.
Som det ofte hændte, sad en flok redaktionssekretærer, journalister og typografer ved godt middagstid i kantinen og fejrede over en flok øl, at endnu en avis var blevet undfanget. Telefonen på væggen ringede, og jeg var efterspurgt. Egon Hansen meddelte, at han måske havde en mand til sporten, og at jeg skulle kigge ned på hans kontor.

Jeg dumpede lige ned i en jobsamtale. Over for redaktøren sad en mand i en slidt skindjakke og et spraglet tørklæde. Et kraftigt overskæg og en hårpragt, der delt af en midterskilning rakte godt ud over ørerne, efterlod ikke noget indtryk af prototypen på en sportsjournalist. Men i situationen måtte tvivlen komme ethvert levende væsen til gode.

Det viste sig, at han var lokket til Esbjerg under påskud af, at der kunne være et job på lokalredaktionen i Grindsted, som geografisk lå mere attraktivt for ham. Den slags detaljer optog ikke Egon Hansen, der i personalesager var særdeles manøvredygtig.
”Var det noget?”

Jeg improviserede styrket af mit indtag i kantinen nogle spørgsmål til kandidaten, som jeg har valgt at beskytte med et selvpålagt navneforbud. Han viste sig at have spillet meget tennis, og så var han fascineret af boksning. Ikke ligefrem de sportsgrene, der optog mest af spaltepladsen på sportssiden, men han kunne vel lære det.

Da samtalen var slut, demonstrerede Egon sin enestående evne til ikke at komplicere ansættelsesproceduren. Han rakte en blokerende hånd ud i retning af kandidatens hoved og sagde: ”Nu er du her ikke”, hvorpå han vendte sig imod mig og spurgte: ”Var det noget?”
Der gives ikke anvisninger på, hvordan man tæmmer forbløffelsen og giver fornuftige svar i den slags tilfælde, men manden endte med at blive ansat, og resultatet blev derefter.

Jeg kom efter avisfusionen med Jydske Tidende i 1991 tættere på Egon, da han som en del af retræten påtog sig formandshvervet i Esbjerg Journalistklub og stod i spidsen for klubben, da vi markerede 75-års jubilæet. I de år viste han de fintfølende og betænksomme sider af sin personlighed, som han holdt godt skjult på avisen i sine velmagtsdage.  

Egon Hansen døde i januar 2002, 73 år.

Back to content | Back to main menu