Generalforsamling uden ende - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

Generalforsamling uden ende

2017
Generalforsamling uden ende…

Af Peter Møller Nielsen
Skrevet august 2016

Der var lagt op til en ganske almindelig generalforsamling i Esbjerg Journalistklub en november-aften i 1978. Vi havde fået tildelt hjørneværelset i daværende Palads Hotel (nu Cabinn). Vi vidste godt, at der var et vist modsætningsforhold mellem flertallet på Dagbladet Vestkysten og opkomlingene fra Esbjerg Ugeavis. Men hvad pokker: Journalistklubben var et kollegialt forum, hvor dagligdagens konkurrence og trakasserier mellem de to bladhuse helst skulle glemmes. I klubben var vi gode kolleger uanset det daglige tilhørsforhold.

Generalforsamlingen startede til normal tid, kl. 19.30. Formanden hed Jørgen Panum – redaktionssekretær på Vestkysten. Dagsordenen var, som en dagsordenen burde være – med valg af dirigent, beretning, valg til bestyrelsen, aflæggelse af regnskab osv. Valget af dirigent forløb gnidningsløst. Den ansvarsfulde opgave blev overladt til en af klubbens veteraner, Johannes Gantzel-Lauridsen. Den stakkels mand kom på sit livs opgave.

Formandens beretning gav anledning til livlig debat. Men ikke nok med det. Generalforsamlingen måtte flere gange suspenderes, således at der kunne smedes rænker bag lukkede døre. Normalt er det en journalistisk dyd at kunne fatte sig i korthed. Men der var intet ønske om at leve op til den dyd på dén generalforsamling. Hvad der blev snakket om må stå lidt hen i det uvisse. Protokoller med referater fra generalforsamlingen eksisterer desværre ikke.

Men da klokken passerede midnat og efterhånden nærmede sig 01.30, var vi nået til punkt 2 på dagsordenen. Uenigheden i forsamlingen var markant, ordstyreren havde for længst opgivet at styre ordet, men på det fremskredne tidspunkt var der en vis enighed om at afbryde generalforsamlingen og fortsætte en anden dag. Det var, hvad der skete.

Generalforsamlingen blev genoptaget nogle dage senere. Magten skiftede fra Dagbladet Vestkysten til Esbjerg Ugeavis, idet ugeavisens journalist Arne Jakobsen blev ny formand. Han opgav efter et år i erkendelse af, at der ikke rigtig var sket noget i klubben i hans regeringstid. Men hvad var det dog, der i den grad optog sindene, og som åbenlyst skabte splittelse i medlemskredsen.  Det, der skete denne famøse aften og nat, er baseret på undertegnedes erindring, der HAR været bedre. En af de kontroversielle sager i disse år var klubbens deltagelse i Havfriske Dage. Ikke alle brød sig om, at denne byfest, hvor journalister samarbejdede med erhvervsinteresser, skulle gøre klubben til en af de mere velbeslåede i byen.


Back to content | Back to main menu