Frisk Fisk i Lange Baner - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

Frisk Fisk i Lange Baner

2017
Fisk i lange baner…

Af Karen Sloth
Skrevet august 2016

Selv var jeg ikke involveret i forberedelserne til Verdens Længste Fiskebord i auktionshallen under Havfriske Dage på Esbjerg Havn i 1978.
Men jeg var allerede trofast partisoldat i Esbjerg Journalistklub og stillede derfor beredvilligt op kl. fem-seks om morgenen sammen med mange andre for at smøre rugbrød til arrangementets lange bord. På den måde undgik vi også, at gæsterne selv skulle smatte med smørret – og det var nok en rigtig god idé!

Alle vi udkommanderede piger stod lidt søvndrukne i den hundekolde auktionshal med røde næser, iskolde fødder og stift smør, bøjet med ømme rygge over lave borde, som Arbejdstilsynet i hvert fald aldrig ville have godkendt.

Men med godt humør gik det da – især efter at Arne Aarø fra Civilforsvaret sammen med bankdirektør Gunnar Schmidt (begge med i initiativgruppen bag Havfriske Dage) troppede op og med militærisk præcision, rank ryg og hænderne foldede bag ryggen skridtede fronten af rugbrødssmørende piger af.

”Pigerne fryser jo. Skaf dem en Gammel Dansk”! beordrede general Aarø med en stemme, der ikke lod sig modsige.
Det sørgede Gunnar omgående for – forbindelseslinjerne fejlede jo ikke noget – og guderne skal vide, at vi frøs, så den opfølgende ordre blev også godt modtaget:
”Også en til det andet ben”, lød det fra overkommandoen. Så føltes smørret ligesom lidt blødere på knivene, da varmen bredte sig…

Omsider blev der om formiddagen åbnet for publikum – og for en stor succes. Folk strømmede til, og dagen blev fyldt med god musik, dans, højt humør og ikke mindst dejlig mad, som jeg selv var med til at servere ved det lange bord.
Esbjergs katte har nok også været glade, for eftersom alt var gratis, når billetten var betalt, opdagede vi jo hen af vejen, at der var gæster, der samlede forråd i plastikposer under bordet. Jeg håber da, det var til lillemis derhjemme og ikke til eget brug efter at have set på den pærevælling af rejer, laks, sild m.m., der dumpede ned i poserne…

Så festen var god, men dog også med bagsider af medaljen. Der var ikke liiiige taget højde for mængden af kvinder, som ikke kun indtog fisk, men også skyllede efter med våde varer. Hvad der kommer ind, skal som bekendt også ud, så efter få timer meldte problemerne sig.

Så vidt jeg husker det, var der kun to dametoiletter midt i hallen. Det var bare IKKE nok. Og da jeg åbnede døren dertil henad formiddagen, blev jeg enig med mig selv om, at ”hjemme bedst” nok virkelig var det bedste. Jeg har aldrig set noget lignende. Det sejlede på gulvet med lidt af hvert, og mange kvinder gjorde af samme grund mændene selskab og brugte uden blusel, men af nød, havnebassinet fra kajkanten. Lidt af et tilløbsstykke for den mandlige del af festen – og en stor cadeau til balancekunsten for begge parter!!!

Redningsbåden kom, så vidt vides, ikke i funktion…

Selv blev jeg ”reddet” i min desperatesøgen efter en telefon til taxa af Vestkystens navnkundige pressefotograf Jørgen Juhl.
Han sagde: ”Jeg gi´r en øl”.
”Ellers tak, jeg skal HJEM – NU” – og forklarede helt præcist de sanitære problemer.

Kort og kontant tog han mig ved albuen og halede mig ned gennem auktionshallen, åbnede døren til herretoilettet i hjørnet og gjaldede (lille mand, stor stemme): ”Vend ryggen til, der kommer en dame…”
Den kongelige livgarde kunne ikke have pareret ordren flottere. Jørgen puffede mig ind i en bås og forhindrede flere i at komme ind i lokalet overhovedet, før jeg var klar til at slutte mig til festen igen.
Rigtige venner…


Back to content | Back to main menu