Esbjerg Journalistklubs Fond - historien - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

Esbjerg Journalistklubs Fond - historien

2017
Jubilæumsavis banede vejen for Fond

Af Peter Møller Nielsen
Skrevet august 2016

Op til Journalistklubbens 75 års jubilæum i 1992 arbejdede et energisk jubilæumsudvalg på at skabe en flot jubilæums-markering.

Med så store planer, som der blev arbejdet med, var det uundgåeligt, at visse elementer udgik. Det gjaldt f.eks. planerne om en bog i anledning af jubilæet. Til gengæld blev planerne om en avis, hvor journalisterne fortalte om og hyldede sig selv, gennemført til punkt og prikke. Byens erhvervs- og kulturliv bakkede op om projektet ved at annoncere og derved skabe grundlag for en gedigen redaktionel dækning.

Avisen viste sig at blive en ”moneymaker” af rang med en omsætning på tæt ved 300.000 kroner. Med de mange aktiviteter, som karakteriserede jubilæumsåret, var der også store udgifter på omkring 230.000. Men alt i alt kom Journalistklubben ud af jubilæumsåret med et overskud på omkring 65.000 kroner.

I tiden efter jubilæet modnedes tanken om, at størstedelen af dette overskud skulle anvendes til et godt formål. Der var blandt klubbens medlemmer enighed om, at det kunne være en god ide at oprette en fond med en hovedstol af en vis størrelse, nemlig 50.000 kroner. Renterne af det pæne beløb skulle anvendes ved fremtidige uddelinger af Esbjerg Journalistklubs Pris. Bag dette initiativ lå ønsket om at anerkende en person, der har sat sig selv på spil, turdet gå imod strømmen og demonstreret både mod og vision på en måde, der har gjort det ekstra interessant at være journalist i Esbjerg.

Således gik det til, at notabiliteter som museumsdirektør Peter Meyer (1995), overlæge Anders Holm-Nielsen (1998), fodboldtræner Viggo Jensen (2002) og indehaveren af Pedersen Gruppen, Bjarne Pedersen (2004) har modtaget denne pris, som til gengæld ikke er uddelt siden. Men fonden lever stadig og har sit eget punkt på den årlige generalforsamling i klubben.


Back to content | Back to main menu