En fest var en fest - Esbjerg Journalistklub

Go to content

Main menu:

En fest var en fest

2017
Dengang en fest var en fest

Af Karen Sloth
Skrevet august 2016

Vinterfesten i Esbjerg Journalistklub på Hotel Fjordgården i Ringkjøbing i 1977 blev en uforglemmelig oplevelse for deltagerne. For nogle dog mere end andre.

Det var dengang, en fest var en fest, og den begyndte ved afgangen med bus fra Esbjerg. Mange af deltagerne i denne fest vil formentlig skue ned på forløbet fra det høje og vride sig af grin ved erindringen om en af deltagerne, der på vejen nordpå som så mange andre fik et presserende behov. Bussen stoppede, og der var kø ved udgangen.

Denne mandlige deltager skulle dog også lige nå at forlyste sig med synet af en smuk, ung kvindelig deltager, der med et lettelsens suk måtte bøje knæ i græsset og blinke vandet i øjnene væk på naturlig vis... Med det resultat at beskueren i landevejens mørke dumpede i grøften og blev godt, grundigt og særdeles ildelugtende sølet til…
Ikke sjovt at skulle tilbage i bussen til kollegerne igen.

Festen var, som fester nu er – mad, taler, sange – efterfulgt af fri leg. Det sidste resulterede i, at et af klubbens ellers agtværdige, lidt aldrende udenbys medlemmer med en fortid i det vestjyske lige syntes, at han ville genoprette den nære forbindelse til en af landsdelens kvinder.
Det slap han ikke ret godt fra. Enkefruen var godt nok mødt op for at hygge sig i venners og sin mands kollegers lag, men hyggen havde sine begrænsninger. Som tak for den venlige interesse tildelte hun ham en grundig ansigtstatovering med sine lange, røde negle.
Det blev for meget. Han vendte sig mod den nærmeste sidemand – desværre mig – og hulkede sit livs sorger og sin uskyld ud ved min skulder. Jeg var næsten ny i klubben og ville gerne være høflig, men som minutterne gik, kiggede jeg mig noget desperat omkring og tænkte: Er der da for f….. ingen, der hjælper mig?
Men de syntes sikkert alle sammen, at han var godt parkeret, så jeg rejste mig og meddelte, at nu trak jeg mig altså tilbage fra festen – det var alligevel ud på de små timer, så underholdningsværdien var til at overse…

Så jeg fortrak til min mands, Freddy, og mit værelse, hvor jeg så faldt i søvn, men blev vækket en times tid efter ved ca. fem-seks tiden af Freddy og vores daværende pressefotograf i Ribe, Poul Anker Nielsen. De syntes, jeg havde ydet en stor indsats for at neutralisere fjolset og derfor fortjente en blomst!
Til det formål havde de fra receptionen erobret en ca. to meter høj texas-kaktus med arme i bedste Anders And-stil, som de placerede i min seng.
Ja, ja – sig det med blomster… hvem sagde fakir…?

Med sådan en sengekammerat sover man jo ikke længe, og morgenbordet blev da også en oplevelse ud over det sædvanlige – sikkert ikke mindst for hotellets øvrige gæster, som dog lod til at more sig ganske udmærket i lyset af selskabet ved vores bord!
Så det blev en festlig afsked med Fjordgården med rå æggeblommer en masse, sang af to klubmedlemmer fra tekster i hotellets gæstebog m.v., inden kursen blev sat mod Esbjerg med en noget duknakket kasserer, der i den grad fik sin sag for ved afregningen.

Det ville aldrig ske i dag – men hvor er man glad for, at man var med, da det skete…

Back to content | Back to main menu